TDC

TDC

Sådan holder TDC styr på økonomien og finanserne

”TDC er en del af en branche, hvor prispresset og konkurrencen er meget intens. Det betyder, at det er afgørende, at vi formår at få det maksimale ud af vores ressourcer og forretning. For finans- og økonomifunktionen medfører det automatisk et krav om, at medarbejderne skal rykke tættere på den egentlige forretning,” siger koncernfinansdirektør i TDC, Pernille Erenbjerg.

Med hjælp fra Solitworks økonomi- og finansløsning kan telegiganten aflægge regnskab hurtigere, optimere og effektivisere budgetlægningsprocessen samt give bedre estimater for den fremtidige indtjening.

 

Overblik over kæmpe mængde af økonomidata

TDC har igennem årene opbygget en meget stor database, som indeholder alle koncernens økonomidata.
Oven på denne database havde selskabet tidligere etableret seks forskellige løsninger, som varetog de forskellige økonomirapporteringsfunktioner. Disse løsninger er nu samlet i én løsning.

Afdelingschef i Erhverv Finans, Anders Peter Gerner Jensen, lægger ikke skjul på, at en af de store fordele ved den nye økonomiløsning fra Solitwork er, at TDC i dag har fået en langt større gennemsigtighed i de mange data, og en sikkerhed for at disse bliver håndteret ensartet.

”Finansfunktionen er nu bedre i stand til at fungere som sparringspartner for forretningen. Hvis et af selskaberne f.eks. overvejer at lancere en ny prisplan eller et nyt produkt, så er vi i stand til at give et hurtigere svar på, hvad de finansielle implikationer af at gøre dette er,” tilføjer Pernille Erenbjerg.

 

Strømlining af processer gav mærkbare resultater

Et væsentligt element i etableringen af TDC’s nye økonomi- og finansløsning var en gennemgang af samtlige processer i økonomistyringen.

”Det lyder måske enkelt at indføre en ny økonomiløsning, men på mange måder er det centralnervesystemet i vores virksomhed. Ét er selve IT-løsningen, noget andet er de processer, som løsningen skal favne. Vi har derfor med Solitworks hjælp brugt en del tid på at kortlægge og strømline alle arbejdsgange i økonomiafdelingen,” siger Anders Peter Gerner Jensen.

Han fortæller, at når telekoncernen tidligere bogførte, kunne der gå en hel dag, før posteringerne var registreret. Nu kan den enkelte medarbejder øjeblikkeligt se de informationer, som er bogført.

 

Markant bedre bud på fremtidens indtjening

”Vi er nu kommet så langt, at vi kan bruge mere tid på at forstå den historie, som tallene fortæller.
Samtidig er det blevet langt nemmere at producere tallene, og de er forbundet med færre fejl. Konkret betyder det, at tolkningen af de mange informationer er en helt anden end tidligere. Og ikke mindst gør det os skarpere til at forudsige, hvad der kommer til at ske fremover,” fortæller Pernille Erenbjerg.

 

Smidig og effektiv budgetproces

Budgetprocessen er også blevet mere smidig, efter indførelsen af økonomiløsningen fra Solitwork.
”I dag kan vi øjeblikkeligt se effekten af de posteringer, vi ligger ind i vores budgetter. Tidligere skulle hver afdeling afslutte deres budgettering inden en given deadline. Valgte man at lægge data ind tidligere, kunne man først se effekten efter deadline var gået. Det var ikke optimalt,” siger Anders Peter Gerner Jensen.

”Jeg er sikker på, at vi her har fået en økonomiløsning, som vi kan vokse med, og dermed ved jeg også, at vores rejse fortsætter sikkert” afslutter Pernille Erenbjerg.
 

Solitwork

Brug af cookies på Solitwork.com

Solitwork.com gør brug af cookies. Ved at anvende Websitet accepterer du Websitets brug af cookies

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs mere om Cookies her

Luk vindue